Mattæus- og Johannes-evangeliet om forholdet mellem religion og politik

Ifølge de nytestamentlige evangelier, der afspejler de tidligste menigheders holdning, havde Jesus i sin lære skelnet mellem sin religiøse mission og verdslig politik. De nytestamentlige evangelier er forfattet i perioden ca. 70 - ca. 95 e.Kr. Det nye Testamente blev samlet omkring år 200 og gjort til kanon omkring år 400. [Læs / udskriv som PDF]


[I en stridssamtale med farisæerne og herodianerne opsummerede Jesus ifølge Mattæus-evangeliet forholdet mellem religion og politik således:]

[Mattæus-evangeliet, kapitel 22:] 15. Da gik farisæerne (1) hen og traf beslutning om at fange ham i ord. 16. De sender så deres disciple til ham sammen med herodianerne (2) og siger: ”Mester! vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds vej uden at ænse andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse. 17. Sig os derfor: Hvad synes du? Har man lov til at give kejseren skat eller ej?” 18. Men da Jesus mærkede deres ondskab, sagde han: ”I hyklere, hvorfor stiller I fælde for mig? 19. Vis mig skattens mønt!” De rakte ham en denar. 20. Han siger til dem: ”Hvis er det billede og den indskrift?”  21. De svarede ham: ”Kejserens” (3). Da siger han til dem: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” 22. Da de hørte det, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort.

 

[Efter sin arrestation forhøres Jesus ifølge evangelierne ikke kun af de jødiske myndigheder, men videresendes også til den romerske guvernør, Pontius Pilatus. Johannes-evangeliet beskriver en del af forhøret således: ]

[Johannes-evangeliet, kapitel 18:] 33. Pilatus gik nu igen ind i borgen, kaldte Jesus for sig og sagde til ham: ”Er du jødernes konge?” 34. Jesus svarede: ”Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig.”  35. Pilatus svarede: ”Er jeg måske en jøde? dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?”  36. Jesus svarede: ”Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” 37. Da sagde Pilatus til ham: ”Så er du altså dog en konge?” Jesus svarede: ”Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” 38. Pilatus siger til ham: ”Hvad er sandhed?”

 

Uddragene fra Bibelen er fra den autoriserede danske oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

(1) Farisæerne: Jødisk gruppering, der i modsætning til Jesus lagde vægt på streng overholdelse af Moseloven (Torah). Jesu religiøse hovedmodstandere.
(2) Herodianerne: Jødisk gruppering, der accepterede det romerske styre, men støttede den jødiske konge, Herodes, og hans slægt, som lydkonger.
(3) Dvs. den romerske kejser.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | LINKS