| |
Konstantin lover økonomisk støtte til kirken, 313
Ifølge Galerius’ toleranceedikt (311) og Milanoaftalen (312) havde kristne opnået tilladelse til at dyrke deres religion. Kejser Konstantin den Store gav endvidere kirken en række fordele og støttede den økonomisk. I et brev bevaret i Eusebius’ kirkekirkehistorie loves biskoppen i den nordafrikanske by Karthago økonomisk støttede. Eusebius (ca. 260-340) var forfatter og biskop i Cæsarea i Palæstina. Eusebius forfattede bl.a. et omfattende værk på græsk om kirkens historie (Historia Ecclesiastica) fra Jesu tid frem til sin egen samtid (til ca. 324). [Læs / udskriv som PDF]
Konstantin Augustus til Cæcilian, Karthagos biskop. Da det har vundet vort behag, at der i alle provinser, i Afrika, Numidien og Mauretanien, skulle ydes noget til dækning af udgifter til nogle bestemte tjenere for den lovlige og hellige, katolske gudstjeneste (1), har jeg sendt et brev til Ursus, Afrikas berømmelige finansminister, og givet ham besked om, at han skal drage omsorg for at udbetale din fasthed tre tusinde folles (2). Når du kvitterer for modtagelsen af den nævnte pengesum, skal du altså give befaling til, at disse penge bliver udbetalt til alle de fornævnte i overensstemmelse med den skrivelse, som er sendt dig fra Hosius (3). Men hvis du finder, at der mangler noget i, at denne min beslutning kan opfyldes med henblik på alle, bør du uden betænkning forlange af Heraklides, forvalteren over vore finanser, hvad du finder er nødvendigt. Thi jeg har, da han var her, givet ham befaling til, at han, hvis din fasthed bad ham om penge, skulle udbetale dem uden tøven. Og da jeg har erfaret, at nogle mennesker, som ikke har noget fast sind, ønsker at fordærve folket i den helligste og katolske kirke ved en ond forførelse (4), skal du vide, at jeg har givet befaling til prokonsulen Anulinus og også til Patricius, præfekternes vikar (5), da de var her, at de skulle vise den tilbørlige omsorg i alle andre sager og ganske særlig i denne, og at de ikke måtte finde sig i, at man overser, at noget sådant sker. Derfor hvis du ser, at nogle sådanne mennesker fremturer i dette vanvid, skal du uden tøven gå til de ovennævnte dommere og forebringe dem sagen, for at de kan gå til værks overfor disse, ligesom jeg bød dem, da de var her. Den store Guds guddommelighed bevare dig i mange år.
Eusebius: Historia Ecclesiastica 10,6. Overs. K. Bang: Eusebs kirkehistorie (bind 2), Kbh. (1945), s.480f.
| (1) Katolske gudstjeneste: dvs. den gudstjeneste, der udøves i enheds- eller helhedskirken. Katholikos betyder almindelig, generel eller universel. |
| (2) Folles: eller follis, en romersk sølvmønt |
| (3) Hosius (ca. 256 – 359): Biskop i Cordova (Cordoba) i det sydlige Spanien. Hosius var Konstantins rådgiver i kirkelige anliggender. På hans råd indkaldte Konstantin til kirkemødet i Nikæa i 325. |
| (4) Det er usikkert, hvem der sigtes til. Muligvis en fraktion under ledelse af Donatus, der var imod udnævnelsen af Cæcilian til biskop i Karthago. |
| (5) Præfekternes vikar (vicarius praefectorum): statholder over en gruppe provinser. |
|
|