| |
Hieronymus om eneboerlivets ophøjethed
Hieronymus (346-420) var kristen teolog og kirkefader. Efter at have gennemgået en omvendelse til det asketiske liv begav han sig til Syrien, hvor han en tid levede som eneboer i ørkenen. Nedenstående er et uddrag af et brev fra ca. 374 til Heliodorus, der havde ledsaget Hieronymus på rejsen, men havde opgivet eneboerlivet. I brevet giver Hieronymus udtryk for sin asketiske og verdensfornægtende kristendomsforståelse, der lovpriser eneboerlivet. [Læs / udskriv som PDF]
[…] O ørken, du, der er forårsfrisk af Kristi blomster! O ensomhed, i hvilken de sten formes, som den store konges stad i åbenbaringen bliver opført af (1). O udørk, hvor man med større tillidsfuldhed end andetsteds finder sin glæde i Gud. Hvad har du, min broder, at bestille i verden, du, der er større end verden? Hvor længe skal husenes skygger holde dig fast? Hvor længe skal de rygende byers fængsel holde dig indespærret? Tro mig, jeg ved ikke, hvor man ser mere lys [end her]. Her kan man afkaste legemets byrde og hæve sig til æterens rene stråleglans. Frygter du fattigdommen? Kristus kalder jo dog de fattige salige. Er du bange for arbejdet? Ingen væddekæmper opnår jo dog at blive bekranset uden sved. Tænker du på føden? Troen frygter ikke sult. Frygter du for at strække dine af faste udtærede lemmer på den nøgne jord? Herren hviler hos dig. Forfærder det dig, at håret på dit smudsige hoved er uplejet? Kristus er dog dit hoved. Skræmmer ørkenens uendelige ødemark dig? Du skal jo dog i ånden gennemvandre Paradiset. Så ofte du i dine tanker stiger derop, så ofte er du ikke længere i ørkenen. Den snavsede hud skrumper sammen uden bade! Ja, men den, der én gang i Kristus er blevet tvættet (2), har ikke nødig mere at vaske sig (3). Kort sagt, hør, hvad apostlen svarer på alle de indvendinger: ”Den nærværende tids Lidelser,” siger han, ”er ikke at regne imod den kommende herlighed, som skal åbenbares på os.” (4) Du er alt for blødagtig, min broder, om du både vil glæde dig her med verden og senere herske med Kristus. […]
Hieronymus, Epist. 14,10: Oversættelse H. Haar o.a.: Kirkehistoriske Læsestykker, I: Oldtid og middelalder. 2. udg. Kbh. (1921) s. 47.
| (1) Joh. Åb. 21, 18 |
| (2) Tvættet: renset, vasket |
| (3) Joh. 13, 10 |
| (4) Rom. 8, 18 |
|
|