Amatus af Montecassino om indtagelsen Barbastro og kritik af plyndringen heraf

Omkring år 1083 beskrev Amatus af Montecassino i sin ”Historia Normannorum” (Normannernes Historie) erobringen af Barbastro i Spanien i år 1064. I denne forbindelse fremkom Amatus ligeledes med en kritik af de kristne ridderes plyndring af byen. [Læs / udskriv som PDF]


For at bistå udbredelsen af den kristne tro og for at ødelægge saracenernes hadefulde vranglære, blev kongen, fyrsterne og ridderne enige om et fælles mål. Det var, at et stort antal franske, burgundiske og andre krigere og riddere skulle samles og slå sig sammen med de mægtige normannere om et felttog i Spanien for at bringe saracenernes militære magt til fald og for at erobre det for de kristne. Robert Crespin (1) blev valgt som hærleder for dette felttog. […] De bad om guddommelig hjælp og det blev også givet til dem, der søgte den, for Guds trofaste sikrede sejren og et stort antal saracenere blev dræbt. Alle takker Herren for den sejr, som han har skænket sit folk.
Så blev byen Barbastro indtaget. Den var stor og fuld af megen rigdom. Hele hæren ønskede, at Robert Crespin kunne holde den og at han skulle vende tilbage det følgende år med den samme hær eller med en større hær for også at indtage de andre byer i Spanien (2).

Men fuld af snu ondskab var Djævelen misundelig over denne lykkelige fremgang for den kristne tro og han forsøgte at omgøre sejren, idet han satte liderlige tanker i hovederne på de kristne riddere. De som var steget højt til vejrs, skulle kastes ned igen. Ridderne overgav sig til en sanselig kærlighed til kvinder og de gjorde derved Kristus vred. Således tabte de, hvad de havde vundet og på grund af deres synder, blev de besejret af saracenerne. Da byen var tabt, blev nogle af dem dræbt og andre taget til fange, nogle lykkedes det at undslippe.

På grund af skammen ønskede Crespin ikke at vende hjem til sit hjemland, men sluttede sig i stedet til sine landsmænd i Italien og blev der i nogle år. Så drog han til Konstantinopel, hvor han håbede på at udrette ridderlig dåd under kejserens banner og der opnåede han mange sejre og triumfer. Dernæst døde han. 

 

Overs. af M. Pihl efter C. Smith: Christians and Moors in Spain, vol. 1: AD 711-1150, Oxford (2014), s. 85-87

(1) Robert Crespin var en normannisk ridder og professionel kriger
(2) Byer i Spanien under muslimsk herredømme

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | LINKS